Om vrøvl, fortielser og udenomssnak.
Den offentlige debat om krigen er i dag stærkt præget af propaganda og narrativ kontrol. Det kvæler afvigende holdninger og spænder ben for at finde en reel, fredelig løsning. Kløften mellem de officielle fortællinger og de faktiske militære og økonomiske realiteter bør rejse alvorlige spørgsmål om, hvad vores politikere og offentligheden egentlig bygger deres valg på.
Samtidig udspiller konflikten sig på baggrund af et globalt tektonisk skift: Det amerikanske hegemoni er på retur, og nye magtcentre tegner fremtidens internationale relationer. Af verdens otte milliarder mennesker bor den ene milliard i Vesten. Her er vi rørende enige om vores forargelse over Ruslands invasion af Ukraine. Men for de resterende syv milliarder ser billedet markant anderledes ud. De bifalder heller ikke militære interventioner, men de har overordentligt svært ved at se, hvorfor de skal lide økonomiske afsavn på grund af netop denne krig, når man tænker på de mange andre konflikter i de seneste årtier.
Det globale syd er trætte af løftede pegefingre, moralprædikener og trusler fra deres tidligere koloniherrer – og fra alle os, der i generationer har siddet solidt på flæsket. De er i fuld gang med at organisere sig for at bryde fri af den økonomiske skruestik, Vesten har holdt dem i gennem et halvt årtusind.
Realiteterne taler deres eget tydelige sprog: Rusland besidder enorme mængder olie, gas, jern, guld, uran, titanium og andre kritiske råstoffer, som Europa desperat mangler. Dertil kommer en fuldt skaleret våbenindustri og en hær med massiv, nyere kamperfaring. Europa står svagt på begge fronter. Kendsgerningen er, at Rusland klarer sig markant bedre uden Vesteuropa, end Vesteuropa klarer sig uden Rusland. Troen på, at sanktioner vil tvinge Rusland i knæ, er derfor helt ude af trit med virkeligheden. Sanktionerne er ikke ved at isolere Rusland; de er ved at isolere Europa fra Rusland – og Vesten fra resten af verden.
Krigen har udstillet alvorlige sårbarheder i Vestens militære kapacitet og vist begrænsningerne i vores militærdoktrin. Vores afhængighed af eksterne aktører for kritiske ressourcer og våben gør os sårbare, og den massive fortællingskontrol forhindrer en nuanceret forståelse af krisen.
Hvis vi skal sikre Europa i fremtiden, rækker det ikke med snæversynet militær oprustning. Sand sikkerhed kræver økonomisk modstandsdygtighed, social sammenhængskraft og en vilje til uvildig analyse. Militært isenkram som jagerfly og kampvogne løser desuden ikke asymmetriske trusler fra fanatiske terrorister eller knivstikkende psykopater.
Vi står i dag over for en central, farlig spænding: Vores kortsigtede og enøjede fokus på militær oprustning risikerer i sidste ende at undergrave præcis den økonomiske sikkerhed og sociale stabilitet, vi forsøger at forsvare.